Seabridge Bioenergetics

HVOR, går I hen,

ved normale blodprøver, men har alle symptomer på Hashimotos ??

Mit svar:

Ray Peat

Jeg vil prøve at give dig et svar som ikke er alt for biokemisk teknisk, men som alligevel udtrykker nogle pointer om metabolismen hos mennesker og dyr.

Jeg har læst om og interesseret mig for kost, ernæring, biokemi osv i 15 år. Jeg har det sidste år studeret Biologen Ray Peat’s ideer samt en uafhængig researcher ved navn Georgi Dinkov.

Læser helt formelt set medicin og har været i gang et år hvilket giver mig en rigtigt god detaljeret forståelse af hvordan den menneskelige metabolisme hænger sammen.

Er på ingen måder ekspert, men kan forstå og formidle Ray Peats og Georgi Dinkov’s research.

Først må vi sætte spørgsmålstegn ved dine præmisser.

Hvor går man hen?

I den her verden er det eneste sted nogen kan tage ansvar for ens helbred hos en selv. Den medicinske profession har gjort meget godt for verden, men har også sine begrænsinger. Både i modellen vi får service på og i mange af de paradigmer og magtstrukturer der dominerer i den verden vi skal kalde for “moderne medicin”.

Din læge har et kvarter til dig til en konsultation, og når lle blodprøver er “sorte” , dvs at de ikke træder ud for en værdi der er lavet ud fra en normal fordeling i en befolkning som kan være mere eller mindre syg eller rask.

Så hvor? Min pointe er at man har ansvar for sit eget helbred efter aller bedste evne.

Og svaret på Hvor, er oftes at svarene er man nødt til at finde selv.

Og tilbage til hvordan blodprøve værdier danner ramme for ens videre skæbne i sundhedssystemet: som sagt er de, uden du må hænge mig op på det, lavet ud fra en normalfordeling i en befolkning, og især den del af befolkningen der oftest får taget blodprøver (dem der får taget blodprøver er gennemtsnitligt ikke så raske og sunde som dem der aldrig får taget blodprøver).

En blodprøve er et sekundbillede af koncentrationen af et stof i blodbanen, og det er ikke altid, med alle blodprøver, at serum/blodværdierne afspejler det egentlig billede af hvad der foregår inde i cellerne.

Derfor må man altid se på det hele menneske.

I relation til stofskifte er det vigtigt at kigger på følgende:

Energi niveau, stemningsleje.

Kognitiv klarhed/formåen. Herunder evne til at udtrykke sig verbalt, kunne finde ordene osv.

Varme/kolde hænder og fødder

Hud, hår, generel glans og kulør.

Hvor meget drikker og tisser man (ind og udgift)

Hvordan er afføringsmønstre og konsistens?

Kropstemperatur når man vågner?

Hvilepuls.

Emotionel stabilitet.

Blodprøver har sine begrænsninger, men systemet har sin ryg fri så længe de er sorte.

Angående Hashimotos, og autoimmune sygdomme: Ud fra Georgi Dinkovs og Ray Peats granskning af den medicinske litteratur, er det fair at sætte spørgsmålstegn ved hypotesen bag sygdomsmekanismerne for autoimmune lidelser, og helt overordnet set, sætte spørgsmålstegn ved fæere af de dominerende biologiske ideer, som den medicinske profession baserer sig på.

I videnskaben bør der ikke være hellige køer eller præste.

Kan man gentænke ideen om autoimmunitet?

Der er helt klart autoantistoffer, men om det er udtryk for at immuncellerne fejlagtigt angriber sit eget raske væv, det sætter Ray Peat og Georgi Dinkov spørgsmålstegn ved.

De mener at det mere drejer sig om en slags toksisitet.

Mekanismer der kan se ud til at være involveret i mange autoimmune lidelser: Translokation af bakterietoksiner og bakteriefragmenter fra tarmen til systemet. Højt indhold af endotoksin i systemet som en af de primære mekanismer bag den kroniske low grade inflammation der også er kendetegnet i autoimmune tilstande.

Translokation af tungmetaller og andre toksiner fra tarmen til systemet som i mere eller mindre grader virker celletoksisk, f.eks. For thyroidea.

Og når thyroidea cellerne så dør, bliver beskadiget, frgmenterer, så dannes autoantostoffer mod de ødelagte cellefragmenter, og det er så hvad den medicinske profession opfatter som angreb på raskt væv.

Hormonel og metabolsk hæmning af i bestemt væv, øget celleskade og død og hermed fragmenter af ødelagte cellekomponenter som immunsystemet så danner antistoffer mod for at “rydde op”.

Men for at forstå thyroideas funktion i energi metabolismen, må vi forstå hvad det aktive stof er, t3.

T3 er er hormon der aktiverer DNA transkription af enzymer der er involveret i energimetabolisme i cellerne. De speeder altså energihjulene op, eller hvis man skal tænke på en brændeovn, så er det som et åbne op for ilten til brændeovnen, så forbrændingen løber hurtigere.

Og således kan cellerne arbejde hurtigere, dele sig hurtigere og men også producere energi mere effektivt uden høj grad af metabolske affaldsprodukter, som frie oxygen radikaler.

F.eks øger det transkripitionen af “uncoupling” proteiner, der paradoxalt nok gør det lidt mere energikrævende at danne atp/funktionel energi, og i stedet danner mere varmeenergi.

Men i den “uncoupling” speedes den metabolske rate op, og der dannes langt mindre af de såkaldte frie radikaler, der er så inflammationsfremmende og celleskadende hen ad vejen.

Således kan man altså trække en rød tråd ned gennem dårlig energieffektivitet/metabolisme, og øget celleskade. Og den øgede celleskade giver så øget immunrespons og inflammation, som igen er hæmmende for den effektive energimetabolisme, bl.a ved nedsat produktion sf t3 blandt et hav af andre hormon og signalleringstof forstyrrelser.

Således kan man fanges i en selvforstærkende sygdomsvortex, som nærmest fodrer sig selv.

Så hele humlen er jo egentlig, at finde ud af hvordan man genopretter den effektive energimetabolisme, hvoraf den reneste og mest effektive energiomsætning kommer fra oxidativ fosforylering af glukose/kulhydrat. Også det vi kender som arrob forbrænding af sukker.

Det er altsammen biokemi.

Elektroner der skal flyttes fra maden vi spiser og ned til ilten vi indånder og i det danne vand, co2, atp, varme og andet godt. Hele humlen i ideerne er at finde ud af hvordan vi mest effektivt kan hjælpe med flytte de her elektroner rundt inde i cellerne og i mitokondrierne, uden at lave for megrt skade i mellemtiden.

Ray Peat’s og Georgi Dinkovs ideer handler altså langt hen ad vejen om hvordan man fremmer de her “energihjul” i cellerne, så de er i stand til at modstå en verden af toksiner og forarbejdet junk og stress.

Jeg er sikker på at løsningen på mange af vores problemer der ude, og for mange er t4 eller t3 en ganske ganske fornuftig løsning, men da ikke alle er så heldige at have adgang til de her præperater, så findes der andre måder at “erstatte” funktionen af t3 på, (som ikke er gennem stress)

Intet af det her skal betragtes som råd eller anvisninger, men blot filosfosk debat.

Venlig hilsen André